Lær os at kende her på siden
Vision:
Bostedet Bredgade ApS.
Bredgade 52, 9830 Tårs – en ramme for autenticitet og livskvalitet.
På Bostedet Bredgade arbejder vi ud fra en relations skabende tanke. En tanke om, at alle er lige værdige, uden at være lige stillede i livet. Vi mentaliserer, reflekterer og indlever os i de mennesker vi arbejder med. Vi er inspireret af K.E. Løgstrup og tror på ægtheden i hans ord:
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Bostedet Bredgade er et bosted, hvor der er højt til loftet. Et bosted hvor pladsen er stor nok til, at alle, såvel beboere som personale, kan være dem selv og arbejde hen i mod, at alle hver især kan være med til at skabe deres eget liv. Bostedet Bredgade bestræber sig altid på at kunne give hver enkelt chancen og muligheden for at de kan blive den bedste udgave af sig selv, uden kassetænkning. Vi tænker ud af kassen. Et bosted med autenticitet med pædagoger, der arbejder ud fra en mentaliserende tankegang. Vi er assertivt tænkende og ønsker at se mennesket bag en evt. diagnose. Et sted hvor relation er i højsædet.
Bostedet Bredgades Værdigrundlag:
Bostedet Bredgades overordnende mål er at tilbyde trygge rammer for den enkelte borger over længere tid, for at sikre, at den enkelte bedst muligt selv, eller med støtte kan håndtere sit voksenliv. Der er tale om mennesker, der har/kan have vanskeligt ved at rumme en hverdag alene og endnu ikke er klar til at bo i egen lejlighed. Derfor skaber vi i samråd med den enkelte en hverdag, der giver mening for den enkelte og med tilknytning til vores dagtilbud får mulighed for at udvikle sig yderligere og opnå målet om at blive den bedste udgave af sig selv. Vores tilbud udføres af et fagligt kvalificeret personale.
Bostedet Bredgade pædagogiske stænkning og forståelse af og for den enkelte beboer tager afsæt i relations orienterede teorier, herunder særligt en tilknytningsteoretisk og mentaliserings baseret forståelse. Med afsæt i denne grundforståelse, udarbejdes der i overensstemmelse med den enkelte beboers funktionsniveau, ressourcer og vanskeligheder, individualiserede udviklingsplaner. Ud over den relations orienterede grundindstilling, arbejder Bostedet Bredgade desuden ud fra en pædagogik, der tilrettelægges ud fra den enkeltes bedste. Det pædagogiske arbejde sættes i spil, i en hverdag på Bostedet Bredgade, der er struktureret, rummelig, omsorgsfuld og med relations opbygning i den udstrækning den enkelte beboer formår. Den enkelte beboer har tilknyttet to kontaktpædagoger, som er omdrejningspunkt for arbejdet med beboeren, beboerens familie, evt. skole og det øvrige faglige netværk omkring ham eller hende. På Bostedet Bredgade, vægter vi dog samtidig, at alle pædagoger på Bostedet Bredgade engagerer og involverer sig i den enkelte beboers hverdag og trivsel.
Bostedet Bredgades kultur bygger på fællesskab og medansvar i mellemmenneskelige relationer både beboerne imellem, pædagogerne imellem, samt mellem beboerne og pædagogerne. Forskellighed betragtes som en ressource og som kilde til udvikling af social tolerance, samt nuancerede måder at opleve og forstå verden og hinanden på. Vi favner derfor en bred mål- og personalegruppe og betragter det som en grundliggende styrke på Bostedet Bredgade.
”Enighed gør stærk, men forskellighed gør spændende.” Det er en stor del af vores praksis, at der er plads til, at hverdagen er spændende.
På Bostedet Bredgade vægtes et erfarent og veluddannet personale, der formår at møde den enkelte beboer med varme og engagement. Det forventes at personalet løbende er nysgerrig på videre udvikling af egne faglige og personlige ressourcer og kompetencer. Forskellighed i efteruddannelser prioriteres med henblik på opnåelse af bred faglig viden på Bostedet Bredgade. På samme vis arbejdes der ud fra en erkendelse af, at den enkelte ansatte er sit eget bedste redskab; derfor vægtes forskellighed i alder og ”personlighedstype” i personalegruppen. Det er således Bostedet Bredgades målsætning at være frontløber indenfor en pædagogik der i særdeleshed er præget af relationel karakter. Bostedet Bredgade ser det i forlængelse heraf, som en forpligtigelse at dele ud af viden og erfaring til andre institutioner, seminariet og lignende instanser. Ligeledes bestræber vi os på at holdes os opdateret på hvad andre gør godt og tage ved lærer heraf. Endeligt skal det understreges, at Bostedet Bredgade vægter en synlig ledelse, der er central i forhold til skabelsen af en frugtbar arena, hvor alles ressourcer får lov at komme i spil.
1) Pædagogisk perspektiv
• Det pædagogiske arbejde på Bostedet Bredgade konstrueres på en måde, så det understøtter den enkelte beboers mulighed for selvstændigt eller med mindst mulig støtte, at kunne klare voksenlivet. Vi udarbejder desuden skræddersyede strategier for den enkelte, og som sigter mod mulighed for etablering af mindre indgribende foranstaltninger i fremtiden.
2) Faglige kompetencer
• Personalet forpligter sig til at indgå i kontinuerlig faglig og tværfaglig teoriudvikling og udforskning. Dette skal internaliseres i den pædagogiske praksis, således at Bostedet Bredgade fungerer som en institution på et højt fagligt niveau.
3) Relationsarbejde
• Behandlingsarbejdet foregår primært via relationen til og i samspillet med det enkelte beboer og bygger helt grundlæggende på en tillid til og tro på beboerens ressourcer og udviklingspotentialer.
4) Livskvalitet og medbestemmelse
• Personalet forpligter sig til at undersøge og forstå den enkelte beboers oplevelsesverden og livshistorie for herigennem at understøtte og bidrage til den enkeltes oplevelse af livskvalitet og medbestemmelse.
5) Inklusion i det omgivende samfund
• Graden og karakteren af inklusion i det omgivende samfund skal kontinuerligt tilpasses den enkeltes kognitive og sociale funktionsniveau.
6) Familie- og netværksarbejde
• Bostedet Bredgade vægter familie- og netværkssamarbejde samt anerkendelsen af forældre som forældre, og som afgørende personer i den beboers liv. Det er selvfølgelig vores opgave at bidrage til opbygning, vedligeholdelse samt opkvalificering af den enkeltes samvær med familie og øvrige netværk.
7) Etik i behandlingsarbejdet på Bostedet Bredgade
• Personalet skal have øje for, og agere ud fra den enkelte beboers bedste, i de etiske dilemmaer der opstår i det pædagogiske arbejde med den enkelte beboer.
8) Kultur og traditioner på Bostedet Bredgade
• Personalet på Bostedet Bredgade forpligter sig til at bidrage til skabelsen af et miljø præget af hjemmelignende forhold, herunder opretholdelse af traditioner.
9) Kollegial sparring
• Med det formål at opbygge og opretholde et sundt miljø er personalet gensidigt forpligtet til at undre, støtte og udfordre hinandens faglighed og praksis på en imødekommende måde.
10) Arbejdsmiljø
• Personalet er gensidigt forpligtet til medskabelse af et konstruktivt og sundt arbejdsmiljø.